QDOSH 0.1 – Ikke for dummies eller übergeeks

OBS: Der findes en nyere version af denne howto = QDOSH 0.2

Jeg har på det sidste læst en del påstande om at Debian skulle være et svært system og installere på sin PC. Det vil jeg med med 39 billeder og forholdsvis få kommentarer gøre mit bedste for at modbevise…. Og endda på en dejlig nørdet facon for hvorfor gøre det så nemt som muligt når vi kan gøre det GODT🙂
Målet er at få et system forholdsvis hurtigt op og køre, ikke lange tekniske forklaringer. Hvis du ønsker mere detaljeret information bør du læse på andre sider end denne. Husk på at Debian Etch stadig er i en udviklingsfase og derfor kan alt der står skrevet i denne howto riskikere at være ubrugeligt 5 minutter efter det er skrevet.

Klar…Parat…INSTALL !

Hvad enten du er til KDE, GNOME, XFCE4, Fluxbox eller andre brugerfalder… Server, gateway O.S.V

Det første du skal gøre hvis du vil forsøge dig med Debian er at hente en install CD og i denne howto bruges en “Debian Etch netinstall” som kan findes via dette link http://www.debian.org/devel/debian-installer ISO filen fylder imellem 115 og 120 MB.

Når du har hentet og brændt en ISO, så boot din PC fra CD-ROM drevet og der skulle gerne dukke en skærm op med teksten “Press F1 for help or ENTER to boot”

Umiddelbart skal du bare taste enter men oplever du problemer med at boote kan F1 være en stor hjælp til at starte Debian installationen. Specielt bærbare computere kan kræve lidt “kærlighed”.

De næste par spørgsmål installeren stiller dig burde give sig selv… ønsker du Dansk eller Engelsk er op til dig selv men i denne lille howto falder valget på Dansk sprog.

Systemets værtsnavn:

Hvis din PC er del af et netværk kan du her bestemme navnet som skal vises når du tilgår den fra andre computere. Til denne installation vælges navnet qubian (et par eksempler: centralen, kiddie-box, debacer, tvbox og amanda)

Domænenavn:

Her er der for Hr & Fru Jensen ikke grund til at skrive noget. Med mindre du ved at du skal bruge det i forbindelse med en webserver så efterlad dette felt blank.

Vælg et Debian-arkivspejl:

Nu skal der vælges hvilke servere man vil hente programmer og opdateringer fra og hvis man bor i Danmark hvorfor så ikke vælge Dansk? Jeg har været glad og tilfreds med “mirrors.dotsrc.org”

Anvender du en proxy server vil du også skulle sætte den op

Partitioner diske:

Nu begynder det at blive spændende hvis der er data på harddisken man ønsker at bevare !🙂 Men denne lille howto vil springe let og elegant hen over lange tekniske forklaringer og gå ud fra at du sidder med en helt blank harddisk som ikke kræver særlige hensyn. Derfor vælges “Slet hele denne disk”… dog med visse forbehold

Partitionerings metode:

Det anbefales nye brugere at putte alt i en partition men det er min erfaring at systemet bliver en smule langsommere af dette så derfor vælges “seperat /home-partition” der vil opdele din harddisk i 3 partitioner. Bliver du forvirret over mine skriverier om partitioner kan du altid vende tilbage og tage den nemmeste løsning.

Oversigt af partitioner:

/ = roden af dit filsystem
/home = personlige dokumenter
swap = Et stykke af harddisken der kan bruges som RAM hvis linux skulle få brug for det.

Som du kan se på billedet anvender jeg en meget lille harddisk på 4.3 GB og umiddelbart er der ikke noget i vejen med det forslag som installeren kommer med angående størrelse på partitioner. Der er bare lige det at hvis jeg vil køre andet end en server uden grafisk brugerflade eller måske en skrabet desktop så vil jeg hurtigt løbe tør for plads på min / (rod) partition.

Derfor springes hurtigt videre til:

så har jeg tryllet lidt og ændret min rod partiton til at være 3.1 GB hvilket vil give mig plads til KDE og en god slat programmer… Når jeg installerer på PCere hvor der er rigeligt plads på harddisken laver jeg typisk min / partition på 6 GB.

Swap findes der en en lille huske regel til… dobbelt så meget swap som du har ram siges der men jeg må indrømme at det aldrig kunne falde mig ind og bruge 1024 MB til swap… så her må du gøre dine egne erfaringer!

Skriv ændringerne til disken.

root password :

Root er den bruger på din PC som har alle rettigheder og kan ændre alt i dit system. Passwordet du vælger til root bør være godt og holdes tæt ind til kroppen.

Brugerkonto:

På et linuxsystem arbejder man af hensyn til sikkerheden ikke som administrator når man surfer på internettet eller arbejder med andet på sin PC. Derfor skal der oprettes en brugerkonto som selvfølgelig også skal have et password.

Deltag i popularitetskonkurrence?:

Ja det lyder mere skummelt end det er..
Når Debian Etch som PT er testing software bliver Stable vil disse oplysninger hjælpe med at bestemme hvilke programmer der skal ligge på de første CDer. Så en bruger slipper for at skulle downloade 13 CDer for at installere firefox.

Vælg pakker der (ikke) skal installeres:

Desktop enviroment
Web server
Print server
DNS server
File Server
Mail Server
SQL database
Laptop
Standard system

Nej-nej-nej !!… Vi vil slet ikke have at installeren begynder og bestemme hvilke pakker der skal installeres for det kan gøres forholdsvis simpelt senere. Derfor fjernes alle markerede punkter (stjerner) ved at flytte markøren, taste space og derefter vælge fortsæt.

GRUB Opstartsindlæser:

Ja, tak ! Jeg vil gerne installere GRUB på opstartssporet. Det engelske ord som måske vil få flere klokker til at ringe hos nogle brugere er “master boot record” og “boot loader”

Installationen færdig og første genstart:

Og der bootes fra harddisken:

WOOOUW… Det er jo bare en sort skærm der ligner DOS:

Ja-ja-ja… Ro på !🙂 Før du begynder at installere en masse vil jeg foreslå at du opdaterer hele systemet. Det er blevet tid til at hilse på dit pakkesystem og har du ikke før brugt en Debian baseret distro så glæd dig. Apt-get, aptitude og dpkg er tre geniale værktøjer!🙂 Skriv root og indtast det password du valgte under installationen.

Vi kommer ikke uden om det… det er kommandotid!
jeg ved der findes nye brugere af linux som hader at skulle skrive kryptiske linier på en sort baggrund….meeeen, hæng nu lige på for det er nu ret smart og enkelt !

# = viser at kommando køres som root
$ = Viser at kommando køres som bruger
De to tegn skrives ikke med når du indtaster kommadoerne på din egen PC

#aptitude update

Denne kommando henter oplysninger om hvilke nye programmer (pakker) der findes på de “Debian-arkivspejle” du valgte under installationen.

#aptitude upgrade
#aptitude dist-upgrade

Ja her må du selv vælge men det mest rigtige er nok at bruge kommandoen “dist-upgrade”. Her kommer et forsøg at forklare forskellem imellem de to. “upgrade” vil forsøge at opDATERE alle pakker på din PC til den nyeste version uden og fjerne noget på din PC. Kommandoen er god men til at starte med skader “dist-upgrade” ikke for så bliver der ryddet godt op i programmerne. Forældede og overflødigjorte pakker vil blive fjernet og hele systemet opGRADERET.

Du skal vide at “dist-upgrade” godt kan se lidt farlig ud og skrive en masse advarsler om uopfyldte afhængigheder (broken dependecies) men bare læs og forstå så godt du kan og se at komme videre ved at taste “y” eller “j”

sætter console-data op:

Du ønsker muligvis en længere forklaring.. men den får du ikke her😉
Jeg vælger “rør ikke ved tastaturindlæg”

FÆRDIG MED UPGRADE
En genstart kan være nødvendig.

Så !!!..
Vil du køre KDE, GNOME, XFCE4 eller andre grafiske brugerflader er det nu der skal vælges hvilken.

Her kommer et par forskellige muligheder og du kan bare vælge den som passer dig bedst

1. aptitude install xorg kdebase kdm konq-plugins
2. aptitude install xorg kde kdm
3. aptitude install xorg xfce4
4. aptitude install xorg gnome gdm
5. aptitude install xorg fluxbox

Jeg vælger mulighed 1 som vil give mig en x-server, skrabet KDE og kdm.

Sætter X-serveren op:

Her skal du vælge hvilke skærmopløsninger du ønsker at anvende når X kører. Disse kan ændres senere uden større besvær så vælg en opløsning du er 100% sikker på din skærm kan køre uden problemer. Løber du ind i problemer med at konfigurere din X-server vil der være et par kommentarer om dette i slutningen af denne howto.

VOILA… Så burde det virke

Du kan nu skrive kdm, gdm, startx eller hvad der passer til dit valg af grafisk brugerflade. Efter en genstart burde X også køre automatisk på din installation så måske #reboot er nemmere for dig.

Desværre kører KDE ikke med dansk KDE endnu men hvis du installere en enkelt pakke er det problem overstået men det vil jeg skrive mere om i det afsnit som hedder “Dansk Debian”

Dansk Debian:

Der er umiddelbart tre ting som kan gøres for at din Debian installation bliver mere dansk og jeg vil her gennemgå disse hurtigt uden at blive alt for detaljeret eller skrive en komplet howto til hvordan du kan gøre.

Konfigurationsfilen xorg.conf er placeret /etc/X11/xorg.conf på dit Debian system og i denne fil fortæller man sit Debian system om man anvender et Dansk keyboard (og en masse andre ting) Du kan snyde lidt og bruge grafiske værktøjer til at ændre i filen Eller du kan bruge en editor fra en kommandolinie.

Xorg.conf er delt ind i sektioner så den er nem at overskue og du skal kigge efter den sektion der hedder “InputDevice”. I denne sektion bør du for at kunne anvende dansk tastatur ændre “XkbLayout” “us” til at være “dk”.

Danske sprogpakker findes der en del af og disse kan installeres fra en kommandolinie men siden vi nu har X oppe og køre kan du også tage et kig på det grafiske pakkeprogram som hedder synaptic.

Pakken som giver dig Dansk KDE hedder “kde-i18n-da” og efter pakken er installeret skal den muligvis aktiveres/vælges i KDE Controlcenter for at virke

Som en sidste ting kan du kigge på kommandoen #dpkg-reconfigure locales som hænger sammen med filen /etc/locale.gen


Lidt mere om X-server:

Når du installerer X på din Debian kan du risikere at skulle svare på en smule mere end det som står skrevet tidligere i denne howto. Her vil jeg komme med et par hurtige muligheder som du selv kan bokse lidt videre med.

#dpkg-reconfigure xserver-xorg
Hvis du ikke kan få X til at starte på din PC er denne kommando rar at kende. Du vil skulle svare på en række spørgsmål og skulle du ikke gøre det rigtigt første gang så lykkes det nok tredie – fjerde – femte gang🙂

Valg af driver til din X-server:

Jeg vil ikke nævne hele striben men her kommer et lille trick.

vesa = Virker med ALT
Har du ikke en ide om hvilket grafikkort der sidder i din PC kan vesa driveren være en god måde og starte på. På billedet er “NV” markeret. Denne driver bruges til nvidia grafikkort.

Der vil muligvis komme mere information angående “dpkg-reconfigure xserver-xorg”

#cp /etc/X11/xorg.conf /etc/X11/xorg.conf_kopi
Laver en kopi af din xorg.conf fil og kan være rar at kende når man “slås” med x

#cp /etc/X11/xorg.conf_kopi /etc/X11/xorg.conf
Putter kopien tilbage på plads

Endnu en mulighed der er lidt snyd… men hvis det virker er alt jo godt.
Har du en live CD liggende kan du boote fra denne og kopiere den xorg.conf som ligger på CDen til din harddisk. Jeg har et obskur SIS baseret bundkort hvor denne løsning har reddet mig for noget tid siden. Kanotix og MEPIS har virket fremragende til formålet.

Er du bare utilfreds over at din skærm kører med 60 Hz i en opløsning på 800×600 så er hjælpen nær

SLUT ! Du kan læse lidt flere QDOSH’s på > LINK

jeg håber det kunne bruges til noget ! Skriv gerne en kommentar eller mail hvis du har tilføjelser eller rettelser.

9 kommentarer to “QDOSH 0.1 – Ikke for dummies eller übergeeks”

  1. julemand101 Says:

    Godt skrevet. Dejligt at se hurtig beskrivelse af hvad man skal gøre når man installere debian.

    Men tro ikke at jeg skifter tilbage til Debian af den grund😉

  2. mads Says:

    lækker beskrivelse, den er ganske nyttig

  3. Holme Says:

    Jeg beklager hvis svaret står nævnt, og jeg bare har skimmet for hurtigt.
    Men, hvordan tager du screenshots under install?

  4. Bjerrk Says:

    Han tager dem gennem emulatoren QEMU.

  5. mjjohansen Says:

    Det er rigtigt, rigtigt fint. Den kan være en ting at linke til – der manglede noget på Debian-fronten, sammenholdt med hvor helt igennem glimrende system det er.

  6. Kattekiksen Says:

    God guide..🙂

    Dog er Debian installeren ikke super svær, men en guide kunne være god..

    Jeg kan kun starte installationen med linux26.. måske du skulle tilføje det, da jeg bøvlede lidt med det i starten. linux26 booter jo på 2.6 kernen i stedet for 2.4..

    og hvis jeg ikke kører dist-upgrade med det samme kan jeg ikke boote mit system efter genstart😉.. (vist noget med udev)..

    Men alt i alt synes jeg det er en god guide🙂

  7. Tom Says:

    Lad mig lige…

    Holme: QEMU ! Mads Har lavet en guide til Linuxin men vær opmærksom på at der er ændret kraftigt på de forskellige parametre for hvordan man starter sin virtuelle maskine med de seneste versioner af QEMU

    mjjohansen: jeg har en ide om at debianguiden bliver godt efter de har lavet den om til wiki. Tingene som står skrevet på siden her og andre steder er mest ting som er lavet løbende og pludselig passede alle stumperne sammen….
    Kogt i en stor gryde med irretation over at have læst en masse påstande om at Debian er svær og hvordan man installerer hvilken brugerflade på *buntu

    Kattekiksen: Jeg har valgt at lave denne lille howto over Etch som i øjeblikket er testing. Årsagen er at jeg tænker de fleste ikke vil sætte pris på den stabilitet som sarge tilbyder holdt op imod nye smarte funktioner som HAL/DBUS/UDEV. Brugere vil kunne plugge deres USB dims til uden at skulle vide noget som helst om fstab, mount og filsystemer.
    Stable er STABLE men efterhånden også et ældre system som langt de færreste nok vil sætte pris på…. jeg kender dog personligt et par stykker der efter års søgen har fundet den stabilitet de ønskede sig af en PC, for det virker jo bare !🙂

    Og tak for de venlige kommentarer til alle !

  8. mads Says:

    Jeg er lige igang med at updatere min Qemu guide og så ligger jeg den ud her på blog’en – samt sender en kopi til linuxin.dk drengene bare for en god ordens skyld. compiling af Hugin er pt. også igang, men en revidering af Qemu guiden har første priotet😉


Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: